Lidt tanker fra en hjemmefødsel.
Af Ida – februar 2014
I februar fødte jeg vores tredje barn. De to tidligere fødsler var foregået på hospitalet og var sådan set nogle gode fødsler, der forløb fint og hurtigt, og vi var selvfølgelige ovenud lykkelige for vores smukke piger. Ved begge fødsler var følelsen af være rullet ind i nogle faste procedure – der ikke nødvendigvis stemte overens med min intuitive fornemmelse af, hvad der var rigtigt – dog massivt tilstede. Dette misforhold førte begge gange til en vis kropslig modstand og følelsen af at ikke kunne spille optimalt med i fødslens forløb og et vist tab af integritet i den naturlige og følelsesmæssige proces, det trods alt nu engang er at bringe et lille nyt liv til verden.
Da vi ventede vores tredje barn, var jeg helt sikker på at jeg gerne ville føde hjemme. Tanken om at få lov til i højere grad at kunne få lov at følge mine intuitive fornemmelser i fødslens forløb i trygge omgivelser var nu modnet og vokset hos både min mand Lars og mig.
Vi valgte at føde hjemme med en jordemoder fra Hillerød hospital og med Dorte som fødselshjælper. Dorte har kendt vores familie gennem mange år, hvor vi har haft glæde af hendes gode egenskaber som zoneterapeut, og vi vidste, at hun også arbejdede som fødselshjælper. Med over hundrede fødsler bag sig og med et livsklogt og roligt sind, som man med det samme føler en stor tryghed ved, var Dorte oplagt som fødselshjælper.
De første tegn på at fødslen var i gang kom lidt før midnat, og vi ringede med det samme til Hillerød hospital og til Dorte samt til mormor, der skulle tage sig af pigerne. Alle kom hurtigt, og fødslen var stadig kun i sin spæde opstart, så der var tid til hygge ved spisebordet og Lars vartede op, mens der blev snakket, grinet og strikket ved bordet og jeg tog et par veer ind imellem. Jordemoderen havde taget en jordemoderstuderende med, og de virkede begge glade for at skulle være med til en hjemmefødsel. Det var en helt anden fornemmelse, at de kom som gæster i vores hjem, fremfor at vi skulle rulles ind i hospitalets procedurer. Selvfølgelig skulle de stadig følge jordemoderpraksis, men der er alligevel en verden til forskel på, hvad det gør ved følelsen af tryghed og medbestemmelse, når man ikke rulles ind i neonlys, hvide kitler, overvågningsapparater og et baggrundstæppe af andre fødende kvinder, men man i stedet kan invitere jordemoderen og fødselshjælper indenfor, det sted hvor man føler sig allermest tilpas.
Lyden af jordemoderens strikkepinde, den jordemoderstuderende, der lige tog sig en lur på vores hems, lyden af stille, hyggelig snak ved spisebordet og visheden om, at alle var her for at hjælpe os og ikke lige skulle tilse andre fødende kvinder samtidig, gjorde mig meget lykkelig og tryg. Og når man har det sådan, er der jo plads og overskud til at spille optimalt med i fødslens gang og bare gå med den kloge krop, der jo godt ved hvad den skal, hvis bare man lytter. Noget vi også havde talt en del om under de forberedende konsultationer hos Dorte. Og Dorte var en fantastisk støtte i forhold til at få mig til at lytte til kroppen i løbet af vearbejdet – man kan vist roligt sige, at hun i den grad mestrer fødslens sprog. Dorte kunne aflæse hvad min krop havde gang i og støtte mig i at følge med, og hvis jeg et øjeblik lod mig distrahere og mistede koncentrationen i dette arbejde, var hun rigtig god til at få mig tilbage på sporet og lytte indad. F.eks. da der om morgenen var jordemoderskifte, ligesom jeg skulle til at føde, var Dorte rigtig god til at få mig til at holde koncentrationen midt i det postyr, dette skifte førte med sig. I kraft af Dortes tilstedeværelse var Lars heller aldrig i tvivl om, hvad han skulle gøre, hvilket Lars nu engang fandt ret betryggende, når man som mand ikke altid lige kan en fødende kvindes behov. Dorte var i det hele taget en helt fantastisk støtte under fødslen og en væsentlig årsag til at lille Karl kom til verden under rolige og harmoniske omstændigheder og ikke mindst til, at jeg oplevede at kunne spille optimalt med og være tro mod den visdom, der ligger i fødslens sprog.